Om Den Blå Café

Hyggelig sommerrestaurant beliggende ved Stillinge Strand med både inde- og udendørs servering.

Du kan nyde mad og drikke på terrassen i de små hyggelige pavillioner eller i solen ved de små borde. Aftenen kan evt.  afsluttes med en kort gåtur til den skønne sandstrand, med solnedgang og udsigt over Storebæltsbroen.

Vores historie

Mit navn er Lisbet Kristensen og 2021 fejrede vi 20 års jubilæum i Den Blå Café. Jeg er gift med Peter, som ofte hjælper til i restauranten, ligesom vores 3 børn i tidens løb alle har været ansat. Den Blå Café er således en stor del af vores liv, hvilket gør at vi brænder for det vi laver.

Den Blå Café – så ved du hvad du spiser

I Den Blå Café lægger vi stor vægt på at leve op til vores slogan: “så ved du hvad du spiser”.

Når du ser menukortet igennem, vil du opdage, at mange af retterne indeholder oksekød. Det skyldes, at vi her i restauranten udelukkende bruger Charolais oksekød fra vores egen Charolais kødkvægbesætning på Egegaard ved Slots Bjergby.

Vi kan derved sikre, at kvaliteten er i top og at dyrene har haft et godt liv. Charolaiskød er kendt for at være fedtfattigt kvalitetskød med en meget god smag. Kødet er naturligt modnet på krog i vores slagters kølerum i minimum 14 dage.
Vores besætning består af 5 moderdyr og opdræt – i alt 10-15 dyr. Om sommeren går alle dyrene på græs og om vinteren i løsdriftsstald. Køerne er vores store interesse og vi har tidligere deltaget i mange dyrskuer landet over og i 6 år haft gårdbutik med salg af oksekød.  Vi følger dyrene lige fra de bliver født, til kødet bliver serveret her i restauranten. Vil du vide mere, er du velkommen til at spørge.

Foruden retter med oksekød, har Den Blå Café et alsidigt menukort med mange lokalproducerede grøntsager bl.a. kartofler, rodfrugter og kål. Udenfor køkkendøren i restauranten har vi et lille udvalg af friske krydderurter og chili til dagens retter, ligesom vi plukker af årstidens frugt og grønt på gården.

Velkommen og Velbekomme!

Loading ...
Kongsmarkvej 1, 4200 Slagelse